Tirsdagen afsluttes med en gallamiddag

01.02.2011

 

To tennissessioner, en løbetur og en gallamiddag.

Ovenstående er i korte træk essensen af Fed Cup-pigernes tirsdag i Eilat i Israel.

Da Danmark har status af oversidder i første runde i Gruppe A, kan kaptajn Michael Mortensen, træner Piotr Wozniacki, massør Jeppe Anker Sindal, Caroline Wozniacki, Mai Grage, Karen Barbat og Cecilie Melsted også bruge i morgen på at finjustere flere detaljer.

Mai Grage og Co. ser ligeledes frem til at onsdags-lure lidt på modstanderne fra Schweiz og Storbritannien.

”Resultatet af deres indbyrdes kamp spekulerer jeg ikke på, men det bliver godt at se dem i aktion. Forhåbentlig er det muligt at iagttage nogle svagheder, så vi selv får lettere ved at lægge en god taktik,” siger Mai Grage.

Og hvad angår gallamiddagen:

”Det er en hyggelig ting at samles på en anden måde end i tennistøj. Der plejer også at ske en masse sjove ting under eventen,” forklarer Mai Grage.

Fed Cup