Bip og prust

10.02.2010



Findes der noget bedre i verden end at bruge to dage på at vise sig frem foran talentudviklingschef Mikkel Nørby og juniorlandstræner Karina Ildor Jacobsgaard? Ja, vil de fleste formentlig svare, når reglen samtidig er, at alt skal foregå løbende og i højt tempo.
 
Et udvalg af den danske tennisungdom havde bare intet valg, da EliteCentret i denne uge indbød til fysisk lejr.

Mikael Torpegaard fra Lyngby Tennisklub ved såmænd også godt, at hård fysisk træning er et must i det tennisprofessionelle liv. Og Torpegaard holder en fin form. Det beviste han blandt andet ved at komme længst i bip-testen på det grønne underlag i Farum.
”Det var hårdt, men man presser sig selv lidt mere, når man konkurrerer mod andre. Nu håber jeg bare, jeg ikke er alt for træt i weekenden, hvor jeg skal til EM Hold,” siger Mikael Torpegaard.

Torpegaard er fortsat U16-aktiv, men træner samt spiller mere og mere med seniorer.
”Derfor er det også godt med disse EC-dage med fokus på fysikken. I seniorrækken betyder fysik alt. Jeg kan ikke længere løbe mine modstandere trætte. Dér skal mere til,” siger Mikael Torpegaard, som minimum tre gange om ugen – specifikt – træner hurtighed og styrke etc.

Juniorlandstræner Karina Ildor Jacobsgaard har i de seneste par døgn noteret mange resultater og tider.
”Formålet er at finde ud af, om spillerne forbedrer sig. Planen er at afholde tre af denne slags seancer om året. Spillerne skal kunne følge med i udviklingen og træne øvelserne ”derhjemme”. Vi kigger på deres motorik, koordinationsevne, hurtighed, og vi kigger lidt på udholdenhed. Det handler yderligere om deres indstilling til tingene. Går de op i at blive bedre? Det er vigtigt,” siger Karina Ildor Jacobsgaard, som kun overraskedes negativt under trekilometer-prøvelsen.

”Generelt var der for dårlige tider. De løbetræner simpelthen for lidt,” siger juniorlandstræneren.