Gule tennisbolde er fortid for spillere under ti år

27.08.2010

Tiderne, hvor al tennis per automatik udkæmpes med gule bolde, er forbi. International Tennis Federation (ITF) har i hvert fald besluttet, at spillere under ti år skal lære tennissporten at kende via Play & Stay-konceptets mindre baner og langsommere bolde.    

Dansk Tennis Forbund bifalder beslutningen, der blev effektueret forleden under ITFs Annual General Meeting i Washington.

Sune I. Alenkær, chef for klubudvikling og turnering i DTF, forklarer:

”Tennis med gul bold er verdens sjoveste sport, men det er også en meget svær sport, fordi de gule bolde og ketsjerne påkræver en vis fysik. Ligesom det ikke er hensigtsmæssigt at skubbe femårige ud på sorte skiløjper, er tennis med gule bolde ej heller løsningen til at rekruttere ungdommen. Dette kræver i stedet rette variation af leg, læring og glæde samt fingerspidsfornemmelse for den enkelte aktives kompetencer.”

Konceptet Play & Stay er hovednøglen i denne kulturændring af tennissporten.

Play & Stay er et nyt træningssystem med fokus på, at den enkelte spiller kan udvikle sig uden at løbe sur i svær taktik eller teknik. Af de grunde spilles der på mindre tennisbaner med røde, orange eller grønne bolde alt efter niveau. Målet med Play & Stay er at sikre, at træningen helt fra begyndelsen består af sjove og udfordrende aktiviteter.

”De røde, orange, grønne baner og bolde sikrer en naturlig overgang til voksentennis. Eksempelvis den orange bane ansporer voldsomt til, at unge mennesker kommer frem til nettet og herfra – på en offensiv måde – forsvarer deres egen banehalvdel,” siger Sune I. Alenkær.

Udfaldet af ITF-årsmødet betyder endvidere, at de nationale tennisforbund fra januar 2012 får hjemmel til at sanktionere, hvis klubber og unioner ikke forstår budskabet og fortsat udbyder gammeldags tennisturneringer for spillere under ti år.

Det er her muligt at læse meget mere om Play & Stay-konceptet

Formand for DTF, Henrik Klitvad, blev i øvrigt tildelt ITFs hæderspris ”Award for Services to the Game” ved begivenheden i Washington.